Lektørudtalelse

Forfatter: Christine Christensen

Kort om bogen

"Alle forældre har været perfekte teenagere. Menneskelige forbilleder faktisk. De hverken røg, drak, bandede eller havde hormonsvingninger. Desværre lider de nu allesammen af hukommelsestab!" Sjov bog om teenagehjernens udvikling for unge fra ca. 13 år og deres forældre

Beskrivelse

Gyldendal udgiver samtidigt 3 ungdoms-fagbøger. Denne bog om hjernens udvikling, en bog om venner Venner - find de rigtige og en bog om stress Slap lidt mere af. Det er forfatterens håb, at unge måske passer lidt bedre på deres ombygningsramte teenagehjerner, når de rent faktisk forstår, hvad der foregår derinde. Bogen beskriver emner som følelser, søvn, hormoner, hjernens opbygning og risikoadfærd. Alt sammen emner de fleste teenagere og deres voksne tumler med igennem puberteten. Bagerst ordliste og forslag til videre læsning

Vurdering

Humoristisk og underholdende guide til teenagere og de voksne, der så desperat prøver at forstå dem. Bogen giver en fin forståelse for hvorfor man reagerer som man gør og hvorfor relationen til forældre, venner og i høj grad en selv, kan være udfordrende og kompliceret. Bogen er let at gå til og fuld af tests, funfacts og gode råd

Andre bøger om samme emne

Minder om Den lille håndbog om håndtering af vanskelige forældre, men med mere faglig dybde. Det du ikke ved om din teenagedatter henvender sig mest til forældrene. Guide til piger handler om den udvikling, der sker generelt i puberteten