Lektørudtalelse

Forfatter: Grethe Lorentzen

Kort om bogen

Kirstens og Johannes ægteskab starter med en fortielse, og der kommer flere hemmeligheder til. Til læsere af danske familiehistorier

Beskrivelse

Familiens ære er på spil da Kirsten bliver gravid. På sin mors opfordring gifter hun sig med broderen til sin forfører, den lidt sære Johannes uden at fortælle ham, at han ikke er far til barnet. Johannes er ikke den hun drømte om. Alligevel får de et godt, langt ægteskab, og tilgiver hver især hinanden for fortielser og sidespring inden Kirsten dør af kræft. Estrid Dyekjær debuterer med "To liv" som romanforfatter

Vurdering

En hyggelig roman om familiehemmeligheder fra en tid, hvor det var en vanære, at piger blev gravide udenfor ægteskab. Vi følger Kirsten, Johannes, deres børn og familier gennem 40 år, fra 1950'erne til midt 1990'erne, hvor tiderne skifter og der kommer mere velstand. Romanen, der er skrevet i et enkelt sprog, er velegnet til læsere, der holder af en uforpligtende roman om kvinders hemmeligheder og et ægteskabs udvikling

Andre bøger om samme emne

Hans Otto Jørgensen med Ida og Axel trilogien, Merethe Pryds Helle med Folkets skønhed og Kirsten Thorup med serien om Jonna har alle skrevet gode 1900-tals familiehistorier