Lektørudtalelse

Forfatter: Christina Andersen

Kort om bogen

Vi udsættes konstant for informationer og forstyrrelser via internet og smartphones. Brugen af disse ændrer vores hjerner. Hvordan genvinder vi kontrollen over vores tid? Til alle med interesse for hvordan digitale teknologier påvirker mennesker

Beskrivelse

På meget kort tid er der sket tre store teknologiske revolutioner: computere, sociale netværk og smartphones. Rent biologisk ændrer brugen af disse teknologier vores hjerner. I første del af bogen introduceres hjernen. Hjernen er delt op i en bevidst del og autopiloten. Sidstnævnte tager sig vanemæssigt af at sortere informationer og fortælle os, hvordan vi skal reagere. Når vi ikke er bevidste, tager autopiloten over, og den går efter den lette løsning og hurtig tilfredsstillelse. Et "like" på Facebook udløser fx dopamin. Dermed forledes vi ofte til at gå på Facebook i stedet for at gøre noget, der kræver mere af os. Vi mister i stadig større grad overblikket og undervurderer konsekvent vores brug af smartphones. Forfatteren har udarbejdet et arbejdsredskab, som kan hjælpe med at identificere, hvad vi helt overordnet ønsker i vores liv og hvilke tiltag der er nødvendige, hvis vi ikke skal tabe det af syne i farten. Forfatteren er uddannet speciallæge i almen medicin

Vurdering

En vigtig og velunderbygget bog om et højaktuelt emne. Hjernen og vores brug af den beskrives på en tilgængelig og spændende måde i en humoristisk tone

Andre bøger om samme emne

 Phono sapiens ser kritisk på, hvad brugen af smartphones gør ved hjerne og drømme