Lektørudtalelse

Forfatter: Lis Pedersen

Anvendelse/målgruppe/niveau

Bogen henvender sig til mennesker, der gerne vil have hjælp til at bryde vaner og handlemønstre

Beskrivelse

Torben Wiese har sin egen virksomhed, hvorfra han er coach, holder kurser og foredrag og skriver bøger, sidst Bøj fisken mens den er frisk : lev i nuet og nå større mål, 2009. I Bryd vanen og nå dine mål vil han gøre det klart for læseren, at forandring er et vilkår, der hele tiden er til stede i livet. Derfor må man acceptere den og udnytte den optimalt. Wiese skriver om, hvor svært det er at bryde indgroede vaner og hvorfor det er så svært. Og han giver en række råd om, hvordan man kan ændre på dette. Man skal lære at tænke positivt og at lade være med at blive stresset. Man skal have disse tanker med sig både på arbejde og i privatlivet. De sidste sider i bogen er øvelser, der skal hjælpe én videre. Bogen er velskrevet og i humoristisk sprog. De relativt få illustrationer er gode og overskuelige. Bogen sluttes med kilder. Det er 4. udgave af bogen, der udkom første gang i 2005

Sammenligning

Det er 4. udgave, og den er udvidet med nogle nye kapitler, og teksten er generelt rettet igennem, så sproget er mere nutidigt. Illustrationerne er også frisket op. Den gamle udgave bør derfor kasseres. Hos os har den mange udlån. Der er mange bøger om positiv tænkning, denne skiller sig ud ved sin realistiske tilgang til emnet

Samlet konklusion

Det er en velskrevet og velfunderet bog om et populært emne, som sagtens kan lånes ud