Lektørudtalelse

Forfatter: Michael Lindal Andersen

Kort om bogen

Det er ikke så lidt optur at være Mogens og Mahdi, når de to venner laver ballade. En sygt sjov tegneserie for børn fra cirka 10 år. Du behøver ikke engang være dreng for at læse den

Beskrivelse

Det er ikke så lidt, vennerne Mogens og Mahdi oplever, når de er sammen. I første bind var det ture i svømmehallen, karate og fodbold, det handlede om, men nu er de blevet lidt ældre, og så kommer der andre boller på suppen. De kaster sig dog stadigvæk frådende over det ene computerspil efter det andet. Nåja, og så er mor altså bare virkeligt irriterende sommetider. Denne gang er det hele 11 historier om de to møgunger, som Fupz og Bregnhøi smider på bordet. Mogens lærer noget om andre kulturer og drengene beslutter sig for at de enten skal være et dødsmetalband eller youtubere. De går også til en megasej hip-hop-koncert, men det er svært at være street, når mor er med. Første bind hed slet og ret Mogens og Mahdi

Vurdering

Man skal være et meget kedeligt og voksent menneske for ikke at grine af de to møgungers hverdagsoplevelser. Der er også plads til alvor imellem løjerne, så det er ikke pjat det hele. Fupz og Bregnhøi er ikke bange for at lade drengene bande og være uartige, men det hele er alligevel dejligt uskyldigt - og faktisk endnu bedre end i det glimrende første bind

Andre bøger om samme emne

Drengestregerne minder nok mest om Fupz egen serie om Vitello