Lektørudtalelse

Forfatter: Jørgen Bartholdy

Kort om bogen

Hitlers selvmord og dagene op til er velbeskrevne. Her får vi den fortsatte historie om 2. verdenskrigs sidste 8 dage. Beretningen vil blive nærlæst af de mange, der har fået opbygget deres interesse for perioden gennem de seneste års mange bøger om emnet

Beskrivelse

Da Hitler skød sig selv d. 30. april 1945 var 2. verdenskrig allerede reelt afgjort. De vestallierede var langt inde i Tyskland, og havde allerede givet hånd til de første sovjetiske tropper. Bogen beretter detaljeret om, hvad der skete i disse sidste dage, hvor tyskerne kæmpede videre mest interesserede i at nå den vestlige front, hvor de kunne se frem til et relativt trygt fangeskab. Jones samler trådene og tolker de mange intriger. Han bryder sin egen beskrivelse op med citater fra samtidige. Der er knap 15 sider med fotos samlet i midten, og både stikordsregister og litteraturliste er omfattende. Der er ikke noter i teksten

Vurdering

Jones skriver lidt tørt og refererende, men han har et godt blik for de overordnede intriger og hans forståelse for den sovjetiske frygt for en sammensværgelse er lige så stor som hans beundring for de allierede ledere, som professionelt manede den i jorden

Andre bøger om samme emne

Der er efterhånden en del bøger der beskriver 2. verdenskrigs afslutning i Europa. Kershaws Slutspil ligger tæt på denne i tidsrum og perspektiv, men den er mere omfattende og dækker perioden tilbage fra midten af 1944