Lektørudtalelse

Forfatter: Anne Grete Jacobsen

Anvendelse/målgruppe/niveau

En bog til nuværende eller kommende løbere, som har lyst til at løbe i bare fødder, og som mangler inspiration til at komme i gang og blive ved. Også til løbere som gerne vil vide noget mere om barfodsløb

Beskrivelse

Et hot tema i løbekredse er fodtøj - sko med pronotion, minimalsko eller bare fødder? Trenden gør fra at løbe i sko med masser af støtte og affjedring til sko med meget tynd sål eller slet ingen sko. Poul Erik Carstensen er en af de mange løbere, som har døjet med skader, og derfor blev han interesseret i barfodsløb. Han har nu gennemført Copenhagen Marathon 3 gange på bare fødder. I bogen kommer han blandt andet ind på hvordan man kommer i gang med at løbe på bare fødder, de forskellige underlag og teknikken, han fortæller hvornår han bruger minimalsko, og der er træningsprogrammer til maraton og øvelser for fødderne. Ca 1/4 af bogen består af hans træningsdagbog de sidste 3 måneder inden Copenhagen Marathon 2011. Povl Erik Carstensen har været aktiv stand-up komiker i duoen John & Aage, han har skrevet flere bøger og hans humoristiske tone fornægter sig heller ikke her

Sammenligning

Der er megen debat om barfodsløb i bl.a. "Løbemagasinet" og på nettet, i bogform er der en del om barfodsløb i Født til løb, 2012

Samlet konklusion

Povl Erik Carstensen siger selv, at han ikke er ekspert, han fortæller "bare" om sine erfaringer, og det gør han godt. Det er en inspirerende og igangsættende bog for løbere - nybegyndere som erfarne - som har lyst til at bryde nogen grænser og løbe i bare fødder