Filmvurdering

Forfatter: Ulrich Breuning

Anvendelse/målgruppe/niveau

Filmen Brendan og hemmelighedernes bog, 2009, er en irsk skrøne fra Middelalderen om bogens og dermed ordets og illustrationens betydning for mennesker. Målgruppen er børn fra cirka 9 år og deres forældre. Kan formidles som en introduktion til middelalderkultur, tankegods og keltisk billedkunst

Beskrivelse

Irland i 800-tallet. Man bygger tykke mure omkring klosteret Kells for at beskytte sig mod de barbariske vikinger. Purken Brendan har derfor aldrig været ude i Guds fri natur, men det kommer han, da den skriftkloge Aidan ankommer til klosteret med en magisk bog. Aidan sender nemlig Brendan efter bær i skoven, som skal bruges til blæk. Uden for klosteret mure møder Brendan en magisk verden og forstår, at det er ham selv, der skal fuldføre Aidans store bogværk! Rodfæstet i keltisk historie, mytologi og billedverden fabulerer filmen billedskønt over sit stof med et udsøgt design af middelalderlige ornamenter og friser. I virkeligheden den gamle historie om drengen, der går ud i verden for at lære den at kende

Sammenligning

Forholdet mellem den kloge Aidan og Brendan er ikke ulig forholdet mellem troldmanden Merlin og Arthur i Sværdet i stenen, 1964. Filmens billedkompositioner kan beskrives som keltisk arvegods med et drys Bjørn Wiinblad, og denne flotte film med det ambitiøst filmisk udtryk demonstrerer, at der findes en rig europæisk animationskultur: Mia og Migoo, 2008, og "En kat i Paris", 2010

Samlet konklusion

Kunstnerisk vellykket tegnefilm, der tør udfordre med et helt eget udtryk