Lektørudtalelse

Forfatter: Katja Larsen

Anvendelse/målgruppe/niveau

En god bog til læsere af krimier med nævenyttige journalister der gør politiets arbejde

Beskrivelse

Thomas Enger er debutant og Skindød er første bind i en planlagt serie på seks bøger om journalisten Henning Juul. Denne vender tilbage til arbejde efter have mistet sin søn i en brand, der efterlod Henning Juul med brandskader i ansigtet og på sjælen. Han bliver sat på en mordsag, hvor en ung norsk kvinde er blevet stenet ihjel. Plottet er virkelig godt og lige som læseren - og hovedpersonen - tror at sagen er opklaret kommer der lige et ekstra twist på historien. Der lægges desuden op til, at et sideløbende tema i de kommende bind vil være om branden, hvori hovedpersonens søn døde, var påsat. Velskrevet og spændende, dog en del detaljer omkring mange figurer, der gør ar læseren skal holde tungen lige i munden

Sammenligning

I stil læner Thomas Enger sig op ad andre nordiske krimiforfattere så som Stieg Larsson, Gretelise Holm og Håkan Nesser

Samlet konklusion

Skindød er allerede solgt til udgivelse i 12 lande, hvilket er fuldt ud fortjent. En virkelig god krimi