Lektørudtalelse

Forfatter: Marianne Majgaard Jensen

Anvendelse/målgruppe/niveau

For alle, der har kærlighed til stor, episk litteratur

Beskrivelse

Elsa Morante (1912-1985) er en af italiensk litteraturs største romanforfattere i det 20. århundrede, og Historien er en moderne klassiker, en stor, episk beretning, nærmest krønikeagtig i sit anslag. Den fortæller historien, som er korte afsnit om krigens og magthavernes historie. Men sideløbende fortælles den rigtige historie, dén om de almindelige mennesker: Nemlig om Useppe, der kommer til verden i Rom i 1941 som søn af en forskolelærerinde. Han er resultatet af en voldtægt, begået af en tysk soldat, og bliver født for tidligt, et lille skravl, som ikke vokser. Men samtidig er han et barn, som spreder lys omkring sig og ser lykken i alting, nærmest som en mytisk inkarnation af menneskebarnet i en verden, underordnet magtbegær, kynisme, krig og ondskab. Rundt om Useppe finder vi et farverigt persongalleri i et romersk fattigkvarter i perioden 1940-1947. Kirsten Thorup har skrevet et godt, informativt 14 siders efterord

Sammenligning

Historien kom på italiensk i 1974, blev oversat til dansk 1977 af Jytte Lollesgaard og er siden kommet i flere udgaver. Jytte Lollesgaard har nu nyoversat romanen, og det er virkelig en nyoversættelse, ikke bare en revidering. Den nye oversættelse gør sproget mere mundret - især i replikkerne - og gør fortællingen endnu mere levende, stedvis helt poetisk. Meget flot

Samlet konklusion

Smuk ny oversættelse af Morantes klassiker om mennesket i en verden regeret af magtbegær og krig. Stort episk, levende værk