Lektørudtalelse

Forfatter: Steffen Kronborg

Anvendelse/målgruppe/niveau

Fotografen er én lang, engageret hyldest til de mænd og kvinder, som uden hensyntagen til personlig bekvemmelighed sætter livet på spil for andre mennesker. Voksne læsere med interesse for verden omkring sig kan næppe undgå at blive berørt af dette vidnesbyrd om livet i et meget anderledes univers end vores eget

Beskrivelse

Fotografen samler tre albums, som tilsammen fortæller historien om fotografen Didier Lefèvres rejse igennem det krigshærgede Afghanistan i 1985, hvor mudjahedinernes kamp mod den sovjetiske besættelsesmagt skaber rigeligt med arbejde for en gruppe franske læger fra organisationen Læger uden Grænser. I en blanding af tegneserie og fotoreportage følges lægekaravanens møjsommelige og farefulde rejse gennem et øde og goldt landskab frem mod nogle isolerede afghanske småbyer, hvor det mest af alt handler om at overleve

Sammenligning

Blandingen af tegneserie og fotoreportage er forsøgt tidligere, men aldrig med så højt et ambitionsniveau som her. Den engagerede tegneseriereportage fra nogle af verdens mange brændpunkter er til gengæld en genre med mange hæderkronede forgængere, lige fra Tintin til Joe Sacco's frontberetninger fra Mellemøsten

Samlet konklusion

På det ydre handlingsplan kan Fotografen virke som lidt af en ørkenvandring, bogstaveligt såvel som symbolsk, og den meget omtalte krig mod russerne mærker læseren ikke meget til. Men giver man sig tid til at leve sig ind i skildringen med Guiberts enkle, men udtryksfulde streg og Lefèvres dystre sort-hvide fotografier som guide, venter der til gengæld læseren en spændende og usædvanlig oplevelse