Norden har fået en ny stor romanforfatter. I en form der veksler mellem kras realisme, mytisk fantasi og sprudlende skrøner fortæller Niemi om en opvækst i Nordsveriges yderste udkant. Tornedalen allernordligst i Sverige er tilfældigvis beboet af mennesker. De er hverken svenskere eller finner. De er faktisk ikke noget som helst. Igennem tiderne har deres hverdag været præget af slid og usikkerhed og deres åndelige ballast bestået af en blanding af vækkelsesreligion, kommunisme og slægtsbevidsthed. I 60erne og 70erne ændrer dette sig. Velfærdssamfundet udvikles, vejene bliver asfalteret og en vis velstand indfinder sig. I denne brydningstid vokser et par knægte op. De skal finde deres egen vej mellem på den ene side fædrenes krav om gammeldags maskulinitet og på den anden side deres egen dragning mod alt det nye og fristende (først og fremmest rockmusik). Det bliver til en klassisk beretning om selvtægt, spritsmugling, sex og slåskampe. Det stritter i alle mulige retninger. Specielt og alment på en gang. Grimt og varmt, men først og fremmest helstøbt. Lidt som Bombi Bitt, Røde Orm og Polle fra Snave skrevet sammen af García Marquéz. Bare morsommere