Mange af digtene i Mette Moestrups debutsamling udkrystalliseres omkring en erindring eller sansning fra barndommen, der dog aldrig får karakter af noget sentimentalt, tilbageskuende, men tværtimod konfronterer jeget med basale erfaringer af kønnet, forgængeligheden og døden. Netop forgængeligheds- eller vanitasmotiver er gennemgående i teksternes tætte sammenvævning af natur og eksistens. Selv den sarteste og smukkeste vækst rummer farligheden og fortabelsen i sig: "Liljekonvaller skyder op/ gennem kogler og knogler i krattet./ Slik ikke på dine fingre, hvis/ du plukker en buket. Pas på!". De korte, men sprogligt og betydningsmæssigt komprimerede digte betjener sig af en række gennemgående figurer og billeder som hele tiden varieres og indgår i nye sammenhænge, hvilket får samlingen til virke uhyre helstøbt og gennemarbejdet. Der er alvor og tyngde i disse digte, men også strejf af humor, og frem for alt en personlig sprog- og stemmeføring, der vidner om en debutant med et overbevisende motivisk og stilistisk potentiale