Antonio Manzinis Schiavone-karakter flugter godt med den italienske krimitradition med selvbevidste politikommissærer, der synes verden enten er for dum eller imod dem. Plot og handling står knapt så skarpt som i forgængeren, men til gengæld sker der meget i den sidste fjerdedel, der både involverer etiske og kønspolitiske aspekter. Schiavone er en sammensat natur; på en gang brutal og retskaffen, og så er der jo det med med kvinderne. Efterforskningen og betragtningerne om personer, begivenheder og hans kunstinteresse fylder en del. Det giver bogen et særligt touch