Bogen, som tidligere har været oversat i 1954, er en kvindes optegnelser i månederne omkring slutningen af 2. verdenskrig, hvor Den røde Hær besatte Berlin. Vi hører om livet som kvinde i ruinerne uden vand og el, sulten, de russiske soldaters massevoldtægter og plyndring og den senere kamp for overlevelse under besættelsen. Den anonyme forfatter krydser sig igennem, dels pga. sit kendskab til russisk dels ved at skaffe sig en protegé i form af en mere beleven russisk major, som til gengæld for seksuelle ydelser gav mad og beskyttelse. Efter at det første chok havde lagt sig, bredte der sig efterhånden en lammet indstilling, hvor man først vantro hører på de russiske soldaters fremstilling af tyske grusomheder i Rusland og derefter resigneret i køen ved vandpumpen snakker om "at vi vist ikke var bedre selv derovre". Både begivenheder og personer står stærkt og indlevet, ligesom fremstillingen også har stor styrke i sine refleksioner og fine iagttagelser. Selv de russiske soldater skildres tit som nuancerede personer af kød og blod, uden at det dog ændrer på grusomhederne og bogens rystende indhold som tidsdokument. Med nyudgivelsen, som modsat den ældre udgave er oversat direkte fra tysk, kan denne læseværdige rystende bog igen få plads på udlånshylden