Ny hjemmeside er ikke uden børnesygdomme

Her kan du læse om, hvilke problemer brugerne af vores nye hjemmeside har gjort os opmærksomme på, og hvad vi har tænkt os at gøre ved dem.

Vi er glade for vores nye hjemmeside, og det er mange af vores brugere også, men der er også flere, som har påpeget fejl og uhensigtsmæssigheder.

Vi er helt enige i mange af kritikpunkterne, men de fleste af dem kan vi ikke gøre noget ved hér og nu. I stedet vil vi gå videre med dem til det fællesskab af danske folkebiblioteker, som er gået sammen om udviklingen af hjemmesiden, og forhåbentlig vil fællesskabet tage hånd om problemerne. I så fald vil hjemmesiden støt og roligt over de næste måneder blive optimeret, og børnesygdomme og irritationsmomenter blive udryddet.

Nedenfor kan du se en oversigt over de hyppigste kritikpunkter, som vi har hørt, siden hjemmesiden gik i luften den 19. januar. Men husk at vi stadig er interesserede i at høre om det, hvis du støder på andre ting, som du mener er en fejl eller bare burde være skruet bedre sammen. I så fald kan du kontakte os via kontaktformularen. Vi regner også med i slutningen af foråret at lave en evaluering, hvor du som almindelig bruger kan komme med din mening og konstruktive forslag til forbedringer.

"Jeg kan ikke finde Lånerstatus"
Lånerstatus er omdøbt til "Min konto". Den kommer frem, når du logger ind på "Login" øverst på forsiden. Mange opdager efter login ikke, at "Min konto" er kommet frem, og at man faktisk er logget ind.

"Det er for besværligt at komme ind og se, hvad jeg har lånt og forny mine lån"
Du skal først klikke på "Login", så på "Min konto", som kommer frem, og når du er kommet ind på "Min Konto", skal du igen klikke "Lån, reserveringer og mellemværende" for at se dine lån. Det er alt for besværligt. Vi håber på en løsning med de kommende opdateringer.

"Jeg afhenter reserverede bøger flere steder"
I det nye system bliver du ikke spurgt, hvor du vil afhente reserveret materiale. Materialet bliver blot sendt til den afdeling, som står i ”Min brugerprofil”. Hvis du gerne vil kunne vælge afhentningssted, hver gang du reserverer, skal du bede personalet om at slette din ”tilhørsfilial”. Dernæst skal du selv gå ind under ”Min brugerprofil” og sætte ”Min afhentningsfilial” til ”Ingen”.

"Jeg kan ikke forny mine fjernlån"
Der er en fejl i systemet, når det gælder lån fra biblioteker uden for Fredensborg Kommune, også kaldet fjernlån. Du kan forny et fjernlån med forbehold fra det bibliotek, der har lånt bogen til os, sådan at hvis du ikke hører andet, kan du beholde bogen til en senere dato. Det kan du først gøre fra en uge før fjernlånet udløber. Men hjemmesiden giver forkert besked, hvis du vil forny dit fjernlån. Du får beskeden, at "Materialet kan ikke fornyes". Logger du ud og ind igen, kan du se, at fjernlånet faktisk er fornyet (med forbehold), men at du har fået forkert besked, og ny afleveringsdato er først nu opdateret. Det er en klar fejl, som er indberettet, og som vi forventer rettet.

”Oversigten over mine lån fylder for meget”
Hvis du har mange materialer hjemme, er det meget besværligt at skulle scrolle hele vejen ned over listen. Vi håber, at vi på et tidspunkt kan tilbyde en mulighed for at slå forsidebillederne fra, så hvert materiale kun fylder en enkelt linje og dermed gør listen kortere. Til gengæld mangler der oplysninger om forfatteren. Det vil vi arbejde for bliver tilføjet.

”Jeg kan ikke forny det hele på én gang”
Det er rigtigt, at som systemet er nu, kan du ikke vælge alle materialer på én gang. Du kan dog godt vælge alt, som er lånt på samme dag. Vi er klar over, at det kan være irriterende med de ekstra klik og håber, at muligheden for at forny alt vender tilbage.

”Hvorfor skal jeg logge ind hver gang?”
På den gamle hjemmeside, kunne man sætte et flueben, så systemet huskede én, så man ikke behøvede logge ind hver gang. Denne mulighed er forsvundet, men vi vil arbejde for, at den vender tilbage. Forklaringen på, at den er forsvundet er, at mange benytter hjemmesiden på bibliotekets offentlige pc’er, hvor det ville være en meget dårlig idé at blive husket, for så kan andre jo misbruge ens data. På trods af denne bekymring er vi dog enige i, at man bør have muligheden for at være permanent logget ind, når man benytter sin egen private pc.

"Jeg kan ikke se, om bogen er hjemme, og hvor den står på hylden"
For at se, om bogen er hjemme, og på hvilket bibliotek den står på, skal du klikke på titlen. Herefter skal du klikke på "Hvor står den?” nederst i posten. På nogle skærme kan dette link ikke ses, fordi det ligger nedenunder vinduet. Det er for besværligt, at man skal klikke flere gange, og der er for meget "luft" omkring teksten, så man ikke kan se at man skal klikke længere nede. Vi forventer en løsning, hvor man straks kan se, om bogen er hjemme, og hvor man kan finde den.

”Min huskeliste er forsvundet”
Huskelister kunne ikke føres fra den gamle hjemmeside over på den nye, men du kan stadig i en periode få adgang til den gamle huskeliste via dette link. Men vent ikke for længe med at printe listen eller gemme den, for linket vil ikke fungere længe.

"Hvorfor har I kun én bog i en serie?"
Søger du efter en bog i en serie, fx "Vildheks", kommer der kun to forslag frem. Her skal du klikke på "Bind 1" for at alle bindene kommer frem. Det er en fejl, som vi forventer bliver rettet.