Youtuber Naja Münster og forfatter Line Kyed Knudsen kommer til Humlebæk Bibliotek

Den 28. november kan børn og deres voksne møde den kendte youtuber Naja Münster og forfatteren Line Kyed Knudsen, der har skrevet bøger med Naja som hovedperson.

Rigtig mange børn kender den unge youtuber, Naja Münster, der som helt lille var en hyppig gæst på hendes storebror Morten Münsters YouTube-kanal. Som 6-årig fik Naja sin egen YouTube-kanal, der nu har over 200.000 følgere. Men det stopper ikke her, for Naja er blevet så populær, at hun er blevet hovedperson i en børnebogsserie skrevet af forfatter Line Kyed Knudsen. Serien handler selvfølgelig om Naja og hendes ikke helt almindelige familie.

På Humlebæk Bibliotek lørdag den 28. november klokken 11-12 har børn og deres forældre nu mulighed for at møde den unge youtube-stjerne og forfatteren bag de populære børnebøger, når de vil fortælle om, hvordan bøgerne er blevet til og mange andre ting.

Arrangementet henvender sig til børn i aldersgruppen 6-12 år og er et samarbejde med Filmklubben Humlebien.

Billetter koster 25 kroner.

> Bestil billetter til arrangementet "Mød forfatter Line Kyed Knudsen og youtuber Naja Münster"