Vildheks
Vildheks

Vinderen af Børnevalget 2019 er...

Vildheks med sloganet: Ja til at passe på naturen.

Siden Folketingsvalget blev udskrevet i maj, har Danmarks Biblioteker givet børn over hele landet mulighed for at stemme ved Børnevalget 2019. Børnevalget er børnenes mulighed for at smage på, hvad demokrati og folkeafstemninger går ud på. De har nemlig haft mulighed for at gå til valg på børnebiblioteket og vælge deres favoritkandidat blandt 11 kendte og populære børnebøger. Valgets helt store vinder blev Clara fra Vildheks med 4.491 personlige stemmer på landsplan.

Her på Fredensborg Bibliotekerne stemte ialt 229 børn på de forskellige litterære figurer. I Nivå var det Antboy der fik flest stemmer med sloganet: "Ja til superkræfter", i Humlebæk stemte flest på Sallys far med sloganet: "Ja til bandeord" og i Fredensborg var det Vildheks med sloganet: "Ja til at passe på naturen".

Samlet set for alle 3 biblioteker var det Vildheks der fik flest stemmer. Det er så dejligt at børnene i Fredensborg Kommune også synes det er vigtigt at passe på naturen.

Vildheks er skrevet af Lene Kaaberbøl, bogen er illustreret af Anders Walter og udgivet på forlaget Alvilda.