Tal om naturen i årets første samtalesalon

Den 18. januar kan man fordybe sig i samtale om naturen i en samtalesalon, der foregår på Fredensborg Bibliotek.

Tirsdag den 18. januar klokken 10-12 inviterer Fredensborg Bibliotekerne til årets første samtalesalon. Emnet for samtalesalonen er naturen, og værterne vil sørge for, at der bliver masser af interessante – og måske lidt provokerende – spørgsmål at vende. 

I overensstemmelse med samtalesalon-konceptet vil man blive sat sammen med forskellige samtalepartnere, som man ikke nødvendigvis kender på forhånd. På den måde kan man få nye og uventede perspektiver på et emne og blive klogere på andre menneskers måde at se verden på.

Samtalesalonen den 18. januar foregår på Fredensborg Bibliotek og er en udløber af Fredensborg Bibliotekernes ”Hold hjernen frisk i naturen”-forløb, der blev gennemført i efteråret. Samtalesalonen var tænkt som en ”Plan B” i tilfælde af regnvejr, men da vejret viste sig fra sin bedste side, blev der ikke brug for den. Det bliver der så lavet om på nu, men i modsætning til den oprindelige plan vil samtalesalonen være åben for alle interesserede og ikke kun deltagerne på ”Hold hjernen frisk i naturen”-forløbet.

For at være med skal man bare møde op på Fredensborg Bibliotek klokken 10 den 18. januar. Det koster ingenting, og man kan sagtens komme alene, for værterne sørger for at man nok skal få nogen at snakke med.