eReolen
eReolen

Tag 15.000 bøger med i lommen

Adgangen til bibliotekets ebøger og netlydbøger er nu samlet i en enkelt app, som giver brugerne af Fredensborg Bibliotekerne mulighed for at vælge mellem 15.000 ebøger eller lydbøger til brug på smartphone eller tablet.

Indtil for nylig har det været lidt af en jungle at benytte bibliotekets forskellige tjenester til ebøger og netlydbøger. Nogle forlags titler skulle findes på eReolen, andre på Ebib, mens netlydbøger også havde deres helt egen indgang.

Nu er der imidlertid godt nyt til dem, som foretrækker at læse eller lytte til litteratur via telefonen eller iPad’en. I midten af januar blev eReolen, Ebib og Netlydbog nemlig slået sammen til en enkelt tjeneste under navnet eReolen. eReolen indeholder ca. 9.000 ebøger og over 6.000 lydbøger, som kan lånes, hvis man er oprettet som bruger på Fredensborg Bibliotekerne og bor i Fredensborg Kommune.

Ud over at være oprettet som låner på Fredensborg Bibliotekerne, skal man blot være i besiddelse af en smartphone, tablet eller en computer for at læse eller lytte til bøgerne. Der findes apps fra eReolen både til Apples styresystem iOS og Googles Android, mens computerbrugere eller ejere af en Windows tablet kan få adgang ved blot at åbne ereolen.dk i en browser.

Bøger til alle
Da mange både store og mindre forlag nu er samlet i eReolen, er udvalget af titler også større end nogensinde før. Der er bøger til både børn og voksne og masser af både fag- og skønlitterære titler. Dog kan man ved visse populære titler fra de større forlag risikere at skulle stå i reserveringskø til dem, da bibliotekerne kun kan råder over et begrænset antal samtidige lån.

Ligesom tidligere er det også kun muligt at låne fire ebøger og tre lydbøger om måneden.

Inden længe forventer Fredensborg Bibliotekerne også at give adgang til mere end 30.000 ebøger på engelsk gennem den engelsk/amerikanske tjeneste Ebrary.com.