Booktalk
Booktalk

Spis kage mens du får inspiration til sommerlæsningen

Den 28. maj i Fredensborg og den 7. juni i Nivå kan litteraturinteresserede høre de lokale bibliotekarers bud på god læsning i sommerferien.

Kan man lide kaffe, kage og god litteratur, vil der næppe være et bedre sted i kommunen at opholde sig den 28. maj end på Fredensborg Bibliotek. Her vil bibliotekarer og litteraturformidlere ved Fredensborg Bibliotekerne klokken 17 og en time frem give deres bud på gode romaner - nye som ældre - til sommerlæsningen. Blandt temaerne vil være litteratur om opdagelsesrejser og den fantastiske rejse mellem fantasi og virkelighed.

Hele seancen bliver godt en uge senere – den 7. juni – gentaget på Nivå Bibliotek. Her foregår book-talken klokken 16-17.

Uanset om man deltager i Fredensborg eller Nivå, er alt, hvad man behøver gøre, at læne sig tilbage og lade sig inspirere, mens man indtager den kop kaffe og tallerkenfuld kage, som biblioteket byder på.

For at være med til en af de to book-talks skal man tilmelde sig via Fredensborg Bibliotekernes hjemmeside under Aktiviteter. Billetter koster 30 kroner.

De tre bibliotekarer og litteraturformidlere, som man kan opleve ved to arrangementer, er Mille Sommer Schütt fra Humlebæk Bibliotek, Rune Nøhr Christensen fra Nivå Bibliotek og Anders Greis fra Fredensborg Bibliotek. Til sammen har de læst så mange bøger, at man roligt kan regne med, at der vil være gode tips for enhver smag.