Sommerbogen

Sommerbogen er tilbage

Igen i år inviterer Biblio.dk og Fredensborg Bibliotekerne de 7-14-årige til at læse bøger i sommerferien og vinde dejlige præmier.

Tænk at kunne vinde præmier ved at gøre noget så skønt som at læse bøger! Det kan man rent faktisk denne sommer i bibliotekernes store læsekonkurrence Sommerbogen.

Sommerbogen er egentlig to konkurrencer: Den ene del foregår via bibliotekernes nationale børnehjemmeside Biblo.dk, og den anden del er lokal for Fredensborg Bibliotekerne. I begge tilfælde går det ud på for børn mellem 7 og 14 år at læse og anmelde bøger.

Biblo.dk er der daglige bogpræmier samt hovedpræmier i form af fem mini-iPads til de bedste anmeldelser, hvad enten de er på skrift eller lavet som video. 

I Fredensborg Bibliotekernes lokale konkurrence er alle som anmelder tre bøger sikre på at vinde en bogpræmie. Og det bedste af det hele er, at man gerne må genbruge de anmeldelser, man har lavet til Biblo.dk i den lokale konkurrence og omvendt.

Man kan læse meget mere om Biblio.dk’s konkurrence på hjemmesiden biblo.dk/sommerbogen/2018. Til Fredensborg Bibliotekernes konkurrence kan man downloade anmeldelsesformularen under denne artikel, som man kan printe og udfylde i hånden. Man er desuden mere end velkommen til at besøge en af Fredensborg Bibliotekernes afdelinger, hvor både børnebibliotekaren og særlige sommerbogsudstillinger kan give inspiration til, hvilke bøger man skal vælge.

Sommerbogen er et fast tilbagevendende tilbud til danske børn fra folkebibliotekerne. Ud over at give børn nogle gode læseoplevelser er formålet med Sommerbogen at fastholde børns læseevner i den lange sommerferieperiode uden skole og lektier.