At snakke om at rejse

Årets sidste samtalesalon på Nivå Bibliotek foregår den 5. december og kommer til at handle om at rejse.


”At rejse er at leve,” sagde H. C. Andersen. Det er mange danskere enige med ham i. Vores årlige rejser ud i verden er da også et uudtømmeligt emne, når man snakker med familie, venner og kolleger. 

Men hvorfor rejser vi? Hvad er en god rejseoplevelse, og hvad gør den ved os? Det er nogle af de spørgsmål, der vil blive taget op ved samtalesalonen på Nivå Bibliotek den 5. december klokken 10-12. Her vil samtaleværterne som altid sætte deltagerne sammen i par, og så gælder det ellers om at konversere og ikke mindst lytte til og åbne sig for samtalepartneren. Det betyder, at man sagtens kan møde op alene til samtalesalonen uden at skulle frygte at blive bænkevarmer. Alle får nogen at snakke med.

Heller ikke pengepungen skal man være nervøs for. Det er gratis at deltage i samtalesalonen. Man behøver ikke engang tilmelde sig – man skal bare møde op på Nivå Bibliotek klokken 10, når samtalesalonen starter.

Fredensborg Bibliotekerne har hele efteråret afholdt samtalesalon den første torsdag i måneden på Nivå Bibliotek med et nyt tema hver gang. Deltagerne, hvis antal har været generelt stigende, har haft hyggeligt socialt samvær og i nogle tilfælde ligefrem fundet nye venner.