Slå lejr på Nivå Bibliotek med en god bog
Slå lejr på Nivå Bibliotek med en god bog

Slå lejr på Nivå Bibliotek med en god bog

Store børn kan den 15. juni få en læseoplevelse ud over det sædvanlige, når Nivå Bibliotek inviterer til læsecamp.

Læseheste mellem 9 og 14 år kan godt begynde at glæde sig. Den 15. juni kan de få afløb for deres læsetrang ved en fem timer lang læsecamp på Nivå Bibliotek og Medborgercenter.

Læsecampen starter klokken 14 med, at børnebibliotekaren kommer med gode forslag til de bedste læseoplevelser for børn og unge netop nu. Herefter går deltagerne på jagt efter en god bog på bibliotekets velforsynede hylder, og så er det ellers bare om at finde sig en behagelig sidde- eller liggeplads i biblioteket og de næste timer fordybe sig i fantasiens verden.

Det er dog ikke kun læsesulten, som man kan få stillet. Undervejs giver biblioteket is, og senere er der pizza til aftensmad. Forældre, der kommer og henter deres børn klokken 19, når læsecampen er slut, behøver derfor ikke spekulere på mad til deres små læseheste, men kan fokusere på at tale med dem om dagens læseoplevelse.

Det er gratis at deltage i læsecampen, og tilmelding kan ske via Fredensborg Bibliotekernes hjemmeside under Aktiviteter.

Ud over at være et selvstændigt hyggeligt læsearrangement fungerer læsecampen også som afsæt for Sommerbogen 2019, hvor læsende børn kan skrive boganmeldelser og vinde præmier. Dette kan man høre meget mere om på sit lokale bibliotek.