Sjove aktiviteter på bibliotekerne i efterårsferien

Find vej i efterårsmørket med en fin lanterne, som du helt selv har lavet på dit lokale bibliotek, eller nyd den friske efterårsluft med vores udendørs skattejagt om seje børn i litteraturen i Kokkedal.

Mal din egen lanterne

Efterårets mørke trænger sig mere og mere på, men du kan jage mørket på flugt med en lanterne, som du har lavet på dit lokale bibliotek i Nivå, Humlebæk eller Fredensborg i uge 42. Kom og mal en smuk, skræmmende eller sjov lanterne, der kan bruges til at lyse op i de mørke aftener, til at læse ved eller til at finde vej med, når der skal rasles til halloween. Der kan males lanterner i bibliotekernes betjente åbningstid. Biblioteket har et begrænset antal glas, så det anbefales, at man selv tager et syltetøjsglas eller lignende med.

 

Skattejagt for børnefamilier

Hvis familien har mere lyst til en udendørsaktivitet, kan man tage på litterær skattejagt i Kokkedal i området omkring Egedal Byens Hus. Her kan I på egen hånd teste jeres viden om børnelitteraturens univers. Fredensborg Bibliotekernes børnekulturformidlere har nemlig lavet en række poster med spørgsmål, der udfordrer børnene på deres kendskab til seje børn i børnelitteraturens verden.

Skattejagten henvender sig til børn fra 5 år og deres familier. Den udføres via appen Woop, så det kræver, at I downloader den først.