Ung studerende på biblioteket

Sådan skriver du opgave uden bøger

En af konsekvenserne af coronakrisen er, at opgaveskrivende kan have svært ved at skaffe bøger til deres research. Her kan du se nogle alternativer og få hjælp af vores hjemmearbejdende bibliotekarer.

Er du i gang med en større opgave på STX, HHX eller HTX lige nu? Biblioteket er lukket for udlån af fysiske bøger og tidsskrifter, men gennem bibliotekets e-materialer har du adgang til mange gode kilder, som kan bruges i din opgave.

OBS: Det gælder for adgang til de fleste af e-materialerne, at du skal bo i Fredensborg Kommune OG være oprettet som låner på biblioteket for at bruge dem.

Bor du ikke i Fredensborg Kommune, så tjek biblioteket i din hjemkommune – de giver måske adgang til de samme kilder. Er du ikke låner endnu, så opret dig her med NemID.

Digitale kilder 

Hvilke kilder, der er relevante for dig, afhænger helt af dit emne. Men der er nogle generelle kilder, som du kan have glæde af uanset om dit emne er industrialiseringens historie, brugen af doping i sport, filmanalyse eller måske noget helt andet.

  • Faktalink er et must og det bedste sted at starte. Her findes information om en masse samfundsfaglige emner. 
     
  • EbscoHost/Masterfile kan anbefales, hvis du har ledt forgæves på Google. Her er artikler på engelsk om næsten alt mellem himmel og jord. Husk, at du skal oversætte dit søgeord til engelsk. 
     
  • Infomedia I forbindelse med bibliotekets lukkeperiode har Infomedia åbnet for din adgang hjemmefra. Her finder du et stort online mediearkiv med artikler fra danske aviser og magasiner.
     
  • eReolen.dk Her findes masser af fagbøger som ebøger og lydbøger, som man kan låne her og nu og læse på sin telefon, tablet eller computer.
  • Bibliotek.dk er det muligt at søge på tilgængelige E-materialer. I stedet for "Alle materialer" klikker du blot på "E-materialer" i dropdown-menuen ved søgefeltet. 

Se den samlede liste over ematerialer, som egner sig til opgaveskrivning.

 

Informationssøgning 

Informationssøgning er en vigtig integreret del af opgaveprocessen. Du skal opsøge viden for at kunne skrive en god opgave. Du kan finde gode råd til opgaveskrivning på vores side Tips til skoleopgaven. Her kan du også se, hvordan man laver en god litteraturliste

 

Spørg biblioteksvagten 

Går du helt i stå med hensyn til at finde kilder, har du også mulighed for at kontakte Biblioteksvagten, som er åben i hele bibliotekernes lukkeperiode. 

 

Spørg os!

Vores bibliotekarer sidder ikke med hænderne i skødet, mens vi holder lukket. Du kan sende spørgsmål til os via nedenstående kontaktformular og få svar inden for 1-2 hverdage.