Fredensborg Bibliotekerne får ny hjemmeside

Sådan bruger du den nye hjemmeside

I denne artikel kan du læse om, hvordan du logger ind og ser dine lån, foretager fornyelser m.m.

Hvordan kommer jeg i gang?

Som med alt nyt kan bibliotekets nye hjemmeside måske ved første øjekast virke forvirrende. Ting hedder noget andet og står nogle andre steder. Lad os starte med det vigtigste:

Søgning og reservering

Søgefeltet er umiddelbart synligt på forsiden og kan på alle andre sider kaldes frem ved at trykke på Søg i øverste højre hjørne. Der er ikke længere nogen avanceret søgning med søgefelter til forfatter, titel, emne osv. Til gengæld er det nye søgefelt mere fleksibelt. Få nogle gode tips til søgningen her. Når du har fundet det materiale du søger, kan du klikke på titlen og se, om det er hjemme og eventuelt reservere det. Dette foregår næsten på samme måde som før.

Husk at du i din brugerprofil kan vælge fast afhentningssted. Du kan også lade dette felt være blankt, hvis du bruger mere end ét af bibliotekerne i kommunen.

Fornyelser og lånerstatus

Det som på den gamle hjemmeside hed ”Fornyelser og lånerstatus” kan nu findes, når du trykker på Login i øverste højre hjørne. Efter du har logget ind med dit cpr-nummer (eller lånernummer) og pinkode, vil der stå ”Min konto”. Trykker du her, vil du komme ind på en side, hvor du kan se dine lån og reserveringer. Under dine lån vil du også kunne foretage fornyelser. Bemærk at din pinkode er den samme, som på den gamle hjemmeside.

Før du er logget ind:

Login

Efter du er logget ind:

Min konto

 

eReolen, Filmstriben og alt det dér…

Vil du læse ebøger eller streame film m.m. skal du nu gå til eBiblioteket, som du ser øverst til venstre. Her får du en alfabetisk liste over alle vore online tilbud samt en kategoriseret indgang til dem. I øvrigt er eReolen og Netlydbog smeltet sammen til én tjeneste under navnet eReolen, ligesom Ebib nu er blevet en del af eReolen.

Arrangementer, it-café

Alt hvad der har med arrangementer, kurser, caféer, klubber osv. at gøre kan du finde under punktet Program i øverste menulinje. Når du har klikket dig herind, kan du evt. vælge en underkategori i menuen til venstre.

Topmenu og bundmenu

Det er ikke alt vores indhold, som har fundet plads i den meget synlige menu i toppen, så finder du ikke, hvad du søger i topmenuen, kan du køre ned i bunden af en hvilken som helst side. Her finder du den meget mere detaljerede bundmenu, som er inddelt i fire overordnede kategorier.

Bemærk i øvrigt, at hvis du åbner hjemmesiden via en tablet eller smartphone, bliver menuen i toppen forvandlet til små ikoner for at tilpasse sig den mindre skærmstørrelse. 

Komprimerede menu

Ikonerne står for henholdsvis "Søgning", "Menu", "Min konto" og "Log ud".

Huskelister

Hvis du havde en huskeliste på vores gamle hjemmeside, er dine gemte titler ikke blevet overført til den nye hjemmeside. Hvis du ønsker adgang til din gamle huskeliste, så kan det nås endnu via dette link, men kun i en begrænset periode. Der er desværre ikke nogen automatisk måde, hvorpå man kan overføre listen til den nye hjemmeside.

Hjælp og vejledning

Vi håber, at du vil få glæde af Fredensborg Bibliotekernes nye hjemmeside. Hvis du har problemer eller blot vil have nogle tips, så står vi klar i alle afdelinger i de kommende dage efter lanceringen til at vejlede. Du kan også altid booke en bibliotekar til særlige forespørgsler, som kræver lidt mere tid.