Så er det nu du skal aflevere dine gamle biblioteksbøger

Siden Fredensborg Bibliotekerne sammen med resten af samfundet lukkede ned i december, har man ikke skullet betale gebyr for for sent afleverede bøger, men det ændrer sig snart.

Fra den 17. maj skal man igen til at betale gebyrer, hvis man afleverer biblioteksbøgerne for sent. Siden december, hvor bibliotekerne lukkede ned på grund af coronarestriktionerne, har man ellers kunnet tage sig god tid til at læse murstensromanen, da gebyrerne har været suspenderede.

Men nu er det på tide at finde de lånte materialer frem, for afleverer man dem efter den 16. maj, skal man betale det normale overtidsgebyr, som efter den første uge er 20 kroner for voksenlånere, men derefter stiger gradvis helt op til 230 kroner ved mere end en måneds for sen aflevering.

Samtidig med at gebyrerne vender tilbage, vil man ikke længere have et ubegrænset antal fornyelser. Fremover vil man som før kun kunne forny et lån fire gange.

Fredensborg Bibliotekerne genåbnede efter coronanedlukningen den 21. april. Siden 4. januar har det dog været muligt at aflevere og afhente reserveringer i bibliotekets click & collect-ordning, men biblioteket opfordrede til, at man ventede med at aflevere for at reducere antallet af samtidige besøgende.

Nu lyder opfordringen til, at man får afleveret sine lån i løbet af de næste uger for at undgå gebyrer. Dette kan ske i bibliotekets åbningstid, som kan ses på Fredensborg Bibliotekernes hjemmeside. Her skal man bemærke, at der endnu ikke er selvbetjent adgang, hverken formiddag eller aften. Man skal også være opmærksom på, at hvis man vil ind på biblioteket og finde nye bøger, kræver det coronapas.

> Bibliotekets åbningstider