Poesimaskinen
Poesimaskinen

Poesi er noget man laver på en maskine

I uge 2 – 6 har Fredensborg Bibliotek besøg af Poesimaskinen, som giver dig mulighed for at opleve, hvad der kan ske, når litteraturen folder sig ud i et digitalt univers.

Poesimaskinen er et stort gult monstrum, som kan ses i januar og ind i februar på Fredensborg Bibliotek, og som kan bruges til at skabe herlig poesi med. Den har to sider. Den ene side af installationen er en maskine, hvor du kan bygge dine egne digte og printe dem ud. Digtene komponeres af ord og sætninger, som Ursula Andkjær Olsen har forfattet til Poesimaskinen. Teksterne kredser om begreberne ”Had”, ”Spørgsmål” og ”Kærlighed” og bliver arrangeret efter den indonesiske digtform pantoum. De digte, du skriver på Poesimaskinen, bliver også publiceret online på turnonlitterature.eu/dk sammen med digte fra de to andre poesimaskiner, der står i hhv. Esbjerg og Skive.

Den anden side af Poesimaskinen præsenterer originale og opfindsomme litteraturapps på iPad. Her kan du gå på jagt i nyskabende formater, der undersøger grænserne mellem litteratur, spil, lydinstallation og film. 

Maskinen bringer den digitale litteratur fra computeren og ud i rummet og skaber på den måde et møde mellem litteraturen og læseren/brugeren. For det er netop det, at modtageren skal deltage aktivt, der er et af grundprincipperne i digital litteratur.

Poesimaskinen er udviklet af Roskilde Centralbibliotek med midler fra Slots- og Kulturstyrelsen. I 2011 begyndte Roskilde Bibliotek at arbejde med digital litteratur og i den forbindelse at skabe en »Poesimaskine«. Maskinen havde sit udgangspunkt i projektet »Litteraturen finder sted«, hvor man udforskede bibliotekets muligheder inden for digital litteratur. Den første version af Poesimaskinen blev indviet på Roskilde Festival 2012.

Se mere om Poesimaskinen i denne film:

Læs her om de litterære apps, som du også kan benytte

Pry 
Cannizzaro and Gorman (Tender Claws, 2013-15)
Den amerikanske app til iPad "Pry" omtales allerede nu som en klassiker. Den er et opfindsomt bud på helt nye måder at læse på og gør overraskende brug af touchskærmens muligheder for at swipe, knibe, vippe og udvide. Interaktionen er en integreret del af fortællingen. Læs mere.

Konsonant
Jörg Piringer (2012)
Lav elektroniske kredsløb med bogstaver. Byg dine egne storm p-maskiner af bogstaver og hør dem læst op. Lyd- og konkretdigter Jörg Piringers prisvindende app undersøger i en række værker bogstavernes visuelle og lydlige muligheder. Det er sjovt og overraskende. Læs mere.

Device6
Simon Flesser & Magnus Gardebäck (Simogo, 2013)
En surrealistisk thriller hvor det skrevne ord er din vejviser. DEVICE 6 leger med forventningerne til spil- og litteratur. fletter fortælling med geografi og blander gåder og novelle, for at inddrage læseren i et spændende mysterium af teknologi og videnskab. Anna vågner op i et slot på en fjerntliggende ø uden erindring om hvordan hun kom der. Alt, hvad hun husker, er en usædvanlig ubehagelig dukke ...
Læs, lyt og kig ind tredimensionelle fotografier for at løse de bizarre mysterier. Læs mere.

Materialer