Påskeferie med teater, biograf og ordjagt på biblioteket

Påskeferien byder på masser af spændende aktiviteter på biblioteket, der inviterer på poetisk børneteater, hyggelig påskebio og sjov ordpåskejagt.

På Fredensborg Bibliotekerne hilser vi foråret og påsken velkommen med en masse hyggelige aktiviteter i påskeferien for byens børnefamilier.

Påskeaktiviteterne skydes i gang lørdag d. 1. april, hvor Nivå Bibliotek inviterer børn fra 1,5-6 år til teaterforestillingen ”Sikke et vejr”. Det er en komisk og poetisk forestilling med teatergruppen ”Teater du milde himmel,” der med enkle rekvisitter tryller genkendelige og rørende situationer frem fra alle årstiderne. Små dyrevenner dukker op undervejs, men de opfører sig ikke altid, som man regner med. Forestillingen koster 25 kr. for voksne og er gratis for børn med en billet.

> Hent billetter til "Sikke et vejr"

Mandag og onsdag i påskeugen omdannes alle tre biblioteker til en biograf, hvor der vises en række spændende og sjove børnefilm, der både giver noget at grine af og noget at tænke over. Mandag d. 3. april er der film for børn fra 4 år, mens filmene onsdag d. 5. april henvender sig til børn fra 6 år. Begge dage starter filmforevisningen kl. 13. Påskebio er gratis med billet.

> Hent billetter til Påskebio mandag

> Hent billetter til Påskebio onsdag

Den lokale forfatter og illustrator Karen Borch kommer på besøg på Humlebæk Bibliotek mandag d. 3. april kl. 14, hvor hun læser højt af sin helt nye bog "Forår med Pindsvinet Pirke". I bogen fortsætter historien om vennerne pindsvinet Pirke og musen Mattæus fra forrige bog - "Efterår med Pindsvinet Pirke." Bogen er en naturbog på vers om forårets blomster, træer, græsser og insekter, og om alle dyrene og fuglene, der pludselig får så travlt. Efter højtlæsningen er der mulighed for at købe og få signeret sin egen udgave af bogen.For børn fra ca. 4 år. Tilmelding er ikke nødvendig.

> Læs mere om Højtlæsning på Humlebæk Bibliotek

Tirsdag d. 4. april kl.10.30 kan man komme med på en sjov ordpåskejagt på Fredensborg Bibliotek, hvor man skal finde sjove ord, yndlingsord, bandeord, rimord og alle-mulige-andre-ord. Herefter skal vi lege videre og være kreative med ordene, mens en børnekulturformidler sørger for hyggelig højtlæsning. Ordjagten henvender sig til børn fra 5 år og er gratis med billet.

> Hent billetter til ordjagt