Nyt tilbud til opgaveskrivere og andre læsetrængende

Fredensborg Bibliotekerne kan fra i dag tilbyde fri adgang til Ebook Central Public Library, hvor ikke mindst studerende kan få opfyldt mange behov.

Det skal ikke være en hemmelighed, at vi helst så corona-virussen sendt ud af atmosfæren på tentakler og albuer, men når nu det ikke er muligt sådan lige med det første, kan vi glæde os over de gode ting, den afstedkommer. For eksempel har et firma ved navn ProQuest af et godt hjerte givet biblioteker i Danmark  tre måneders fri adgang til deres store ebogstjeneste Ebook Central Public Library. Det har vi med glæde takket ja til, så fra i dag kan du få adgang til mere end 32.000 ebøger på engelsk, som du kan låne uden særlige begrænsninger.

Ebook Central Public Library har ikke mindst fokus på faglitteraturen. Den vil derfor kunne opfylde et stort behov blandt mange studerende og researchere, der savner deres adgang til det fysiske bibliotek. Men også andre, der bare har interesse for et emne, og som ikke har noget imod at læse på engelsk, vil kunne finde masser af spændende litteratur i Ebook Central.

Selvom faglitteraturen udgør størstedelen af udvalget i Ebook Central Public Library, skal yndere af skønlitteratur ikke holde sig tilbage. Tjenesten indeholder også over 1.700 romaner i mange forskellige genrer.

I modsætning til vore andet store ebogstilbud eReolen, er der i Ebook Central ikke begrænsninger på, hvor meget du må låne. Dog må man højst downloade 10 bøger ad gangen til offline brug. Så længe man holder sig online, kan man derimod låne ligeså tosset man vil.

Få adgang nu.

 

Eksempler på indholdet