Læsecamp på biblioteket
Læsecamp på biblioteket

Nivå Bibliotek bliver til lejrplads

Den 12. oktober kan børn fra 10-14 år deltage i en hyggelig læsecamp på Nivå Bibliotek.

Efteråret er over os, men det betyder ikke, at det er slut med at campere. I hvert fald ikke på Nivå Bibliotek og Medborgercenter, hvor børn i alderen 10-14 år den 12. oktober fra klokken 14-19 kan slå lejr inden for på biblioteket og fordybe sig i bøger.

Læsecampen starter med, at børnebibliotekaren præsenterer en masse gode bøger som inspiration. Herefter går jagten ind mellem bibliotekets reoler efter lige præcis den bog, man har lyst til at læse, hvorefter man slår sig ned i et hyggehjørne og i de næste mange timer hengiver sig til læsningen.

Undervejs i læsecampen vil der blive serveret snacks og drikkevarer, men efter flere timers læsning har hjernen brug for noget rigtig energi, og derfor vil der hen mod slutningen af arrangementet blive serveret aftensmad.

Det koster ikke noget at deltage i arrangementet, men biblioteket beder om, at man tilmelder sig på forhånd.