Mød hinanden til samtalesalon sammen eller hver for sig

Frivilligcenteret og Fredensborg Bibliotekerne inviterer til uformelle og reflekterende samtaler om den mærkelige og forunderlige tid, vi befinder os i lige nu. Som noget nyt vil en af samtalesalonerne være virtuel.

Corona-krisen har haft og har stadig stor indflydelse på os alle, vores hverdagsliv, vores økonomi samt ikke mindst vores samvær med andre mennesker. Hvordan har den påvirket dig? Har du fundet nogle nye værdier i livet, er du blevet mere bekymret og har du fået ryddet op i kælderen? Eller ville du hellere bare have været det hele foruden? 

Det er noget af det, deltagerne ved samtalesaloner den 23., 24. og 25. juni skal tale om.

Den første af de tre samtalesaloner foregår hos Frivilligcenteret tirsdag d. 23. juni kl 10-11.30. Frivilligcenteret holder til på Teglgårdsvej 423A i Humlebæk.

Dagen efter kan man komme til samtalesalon hjemme fra sin egen stue med computeren, tablet’en eller mobiltelefonen foran sig og kameraet slået til. Her kan man eksperimentere med at mødes på mediet Zoom onsdag d. 24. juni kl. 19-20.30.

> Deltag i samtalen på zoom.us

Du kan finde en vejledning til brugen af Zoom herunder. Der vil blive åbnet for adgangen en halv time før samtalesalonen, så man kan teste om teknikken virker.

Endelig kan man komme til en fysisk samtalesalon i det nye byrum bag biblioteket i Nivå, torsdag d. 25. juni kl. 10-11.30.

De tre saloner er ens i indhold, men ligger over tre dage for at sprede antallet af deltagere over flere dage. Zoom-salonen er særligt henvendt til dem, der helst vil deltage hjemmefra, eller som har svært ved at nå formiddagssalonerne, men alle er velkomne. Der er ingen tilmelding, og man skal blot dukke op.
 

Vejledning til Zoom

Vi åbner for ZOOM-samtalesalonen d. 24. Juni. 30 min. før mødet begynder. Du kan komme på fra kl. 18:30 og vi har således god tid til at hjælpe dig på plads, hvis der skulle opstå problemer. Ring til Frivilligcenteret på 30284085 hvis du har spørgsmål eller der er noget der driller.

 

  1. Klip på linket til Zoom-mødet herover eller på > Frivilligcenterets hjemmeside.
  2. Du bliver spurgt, hvad du vil foretage dig med ZOOM. Klik på boksen ”Kør” (det kan godt tage op til et minut før det er færdigt)
  3. Klik på ”Åben ZOOM meeting”
  4. Derefter beder den om det navn du vil kaldes under mødet. Skriv det.
  5. Derefter klikker du ”I Agree” til ZOOM´s betingelser
  6. Du kan nu klikke på ”Join with computer audio” og også slå kameraet til.