Lokal naturfotograf fortæller på Fredensborg Bibliotek
Lokal naturfotograf fortæller på Fredensborg Bibliotek

Lokal naturfotograf fortæller på Fredensborg Bibliotek

Den 24. oktober kan man på Fredensborg Bibliotek høre naturfotografen Per Finn Nielsen fortælle om sit arbejde ved blandt andet Esrum Sø, og i ugerne før og efter kan hans billeder opleves i både Fredensborg, Humlebæk og Nivå.

Er man interesseret i natur – og ikke mindst naturen omkring Esrum Sø – kan man den 24. oktober klokken 19 få et unikt indblik i begge dele ved et foredrag på Fredensborg Bibliotek. Her vil naturfotografen Per Finn Nielsen fortælle om blandt andet livet omkring Esrum Sø, og om hvordan hans billeder bliver til.

I hele ugen op til foredraget - fra den 21. oktober og frem til den 1. november - kan man på Fredensborg Bibliotek se en udstilling med nogle af Per Finn Nielsens billeder. Udstillingen rykker fra den 4. til den 15. november til Humlebæk Bibliotek, og fra den 18. til den 29. november kan man se den på Nivå Bibliotek.

I både 2016 og 2018 blev Per Finn Nielsen, som er bosat i Fredensborg, kåret til Årets naturfotograf af sine kolleger i foreningen Naturfotografer i Danmark. Og når man ser hans billeder, er det ikke overraskende. Per Finn Nielsens kamera indfanger alt, hvad der kan gå, løbe, kravle, svømme og flyve i naturen - både over og under vandoverfladen - og gerne i dramatisk bevægelse, som kun de bedste har evner og tålmodighed til at fange.

Billetter til foredraget den 24. oktober koster 50 kroner – 40 kroner for medlemmer af Biblioteksklubben - og kan købes via Fredensborg Bibliotekernes hjemmeside.