
Lær at høre lydbøger med eReolen
I de senere år er der blevet længere mellem de gammelkendte fysiske lydbøger på cd, for ikke at tale om kassettebånd, der er helt udgået. I dag udkommer mange lydbøger kun som digitale udgivelser, som man kun kan lytte til via internettet. Dette kan være et problem for borgere, der gerne vil høre lydbøger, men som ikke føler sig sikre i at benytte de digitale tjenester.
Men nu kommer biblioteket til hjælp. Den 27. januar og den 3. februar klokken 10-30-11.30 rykker en repræsentant for Fredensborg Bibliotekerne ud til henholdsvis Dagcenter Lindehuset i Fredensborg og Pleje- og Aktivitetscenter Egelunden i Kokkedal. Her vil hun give en introduktion til, hvordan man installerer og benytter Fredensborg Bibliotekernes lydbogs-app eReolen. Derudover kan man lære, hvordan man finder inspiration til en god lydbog, ligesom der var være små øvelser og mulighed for at stille spørgsmål.
Forudsætningen for at være med til introduktionen til eReolen er, at man har en smartphone, en tablet eller en bærbar pc, samt et par høretelefoner, som man kan tage med. Det er også nødvendigt, at man i forvejen er oprettet som låner på Fredensborg Bibliotekerne.
Det er ikke nødvendigt at tilmelde sig på forhånd. Man skal bare møde op på de nævnte tidspunkter.