Hold vinterferie på biblioteket med børnebio og ordværksted

Børn og deres familier kan i vinterferien tilbringe sjove timer på Fredensborg Bibliotekerne med film og ordleg.

Vinterferien nærmer sig, og hvis man er i gang med at planlægge aktivisterne, kan man sætte kryds i kalenderen 13. februar klokken 11. Her vil børnebibliotekaren på både Fredensborg, Humlebæk og Nivå Bibliotek tænde for storskærmen og blænde op for børnebio, hvor man kan se små korte film om barndom og børneliv fyldt med fantasi og sjov.

Filmene i børnebio egner sig bedst til børn fra 5-9 år. Yngre børn kan også være med, men alle børn skal være ledsaget af en voksen. Gratis tilmelding kan ske via Fredensborg Bibliotekernes hjemmeside.

Ordværksted

Efter filmene kan man hygge sig i biblioteket og finde bøger til ferien. Man kan også lege i Ordværkstedet, hvor man hele vinterferien kan dykke ned i de mange sjove ord fra Ole Lund Kirkegaards bøger og selv prøve at skabe sjove og skøre ord og vendinger.

Befinder man sig på Fredensborg Bibliotek, kan man desuden benytte sig af den store legeudstilling, der har Ole Lund Kirkegaards Lille Virgil som tema. Udstillingen er blevet et populært indslag på Fredensborg Bibliotek og indeholder så mange aktiviteter, at den er værd at køre efter, også hvis man bor i andre dele af kommunen. Den kan ses frem til 28. februar.