Hør om Danmark i bronzealderen i eksklusivt dobbeltforedrag

Forfatteren Kristian Bang Foss og seniorforsker og arkæolog ved Nationalmuseet Flemming Kaul kan 5. marts opleves i samtale i Egedal Byens Hus.

En forfatter med seks-stjernede anmeldelser og Danmarks måske største ekspert i bronzealderen. Dette er, hvad Fredensborg Bibliotekerne kan præsentere ved et eksklusivt arrangement tirsdag 5. marts klokken 18.30-20.30 i Egedal Byens Hus i Kokkedal.

Forfatteren er den prisbelønnede Kristian Bang Foss, som i oktober høstede adskillige fremragende anmeldelser for sin bronzealderroman ”Manden der bar solen”, herunder seks stjerner i Politiken. Kristian Bang Foss er også kendt for romanerne ”Frank vender hjem” og ”Stormen i 99”.

Bronzealdereksperten er Flemming Kaul fra Nationalmuseet, der ud over sin højt anerkendte forskning i Danmarks bronzealder er en flittigt benyttet ekspert i tv-programmer. Han stillede da også sin ekspertise til rådighed for Kristian Bang Foss under tilblivelsen af ”Manden der bar solen”.

I en samtale mellem de to mænd vil man blive klogere på, hvorfor bronzealderen er så fascinerende og stadig relevant i dag. Man vil høre om magt og mytologi i bronzealderen – og om hvordan man i en roman kan genskabe tanker og handlinger hos et menneske, der levede for flere tusinde år siden.

Samtalen modereres af historiker og litteraturformidler ved Fredensborg Bibliotekerne Mathias Nielsen.

> Køb billet