Fredensborg Bibliotekerne vender tilbage til normale tider

Fra mandag den 14. juni skal man hverken tænke på mundbind eller corona-pas, når man besøger Fredensborg Bibliotekerne, og selvbetjent åbningstid til klokken 23 genindføres.

Fra mandag den 14. juni vil Fredensborg Bibliotekerne stort set vende tilbage til normal drift efter 15 måneders corona-præget hverdag. Her bortfalder nemlig kravene om, at man skal have gyldigt corona-pas og bære mundbind, hvis man skal ind på biblioteket, og i Fredensborg og Humlebæk vil man igen kunne besøge bibliotekerne fra klokken 7-23 alle ugens dage med selvbetjening formiddage og aftener.

Nivå Bibliotek vil som før corona-pandemien have åbent klokken 8-18 på hverdage og 8-13 på lørdage. 

På grund af de lettede restriktioner forsvinder opdelingen mellem click & collect-området og resten af biblioteket altså også. Fremover vil man kunne færdes frit i hele biblioteket med eller uden corona-pas. Hvis man har symptomer på corona, skal man dog stadig blive hjemme, ligesom anbefalinger om afstand og håndhygiejne stadig gælder.