Fredensborg Bibliotekerne streamer samtale mellem Leonora Christina Skov og Rane Willerslev

Glæd dig til et enestående møde mellem forfatter Leonora Christina Skov og museumsdirektør og forfatter Rane Willerslev. Skønlitteraturen møder faglitteraturen i denne livedebat, hvor de to forfattere sammen vil reflektere over, hvad det vil sige at være menneske. Det foregår den 29. Marts.

Leonora Christina Skov og Rane Willerslev mødes den 29. marts kl. 19.00 til en live-streamet snak om eksistentialisme og menneskets livsvilkår. Samtalen kan opleves via Fredensborg Bibliotekernes hjemmeside eller Facebook-side.

Leonora Christina Skov er den populære forfatter bag bestselleren "Den, der lever stille", som hun modtog De gyldne Laurbær for. Rane Willerslev er kendt for sine fantastiske historier om det iskolde Sibirien og sit anderledes syn på ledelse. Hans nyeste bog "Ekspeditioner – Fra tundraen til savannen" sammenfatter Ranes mange fantastiske fortællinger.

Arrangementet indgår i projektet ”Oplevelser live med bibliotekerne” som er støttet af Slots- og Kulturstyrelsen. Her forsøger Fredensborg Bibliotekerne i samarbejde med bibliotekerne i Gentofte, Glostrup, Ballerup, Lolland og Slagelse kommuner at gå på tværs af kommunegrænserne via streaming-arrangementer. Ud over at streaming-arrangementer er velegnede i en tid med nedlukning af landet, forsøger projektet at signalere, at folkebiblioteket er for alle – også de grupper, der kan have svært ved at komme til de traditionelle aftenarrangementer på bibliotekerne. Det kunne være forældre, der har puttet børn, eller borgere som er sengeliggende eller har svært ved at skaffe transport i aftentimerne.

 

Samtalen mellem Leonora Christina Skov og Rane Willerslev er andet arrangement i en serie, hvor en skønlitterær og en faglitterær forfatter sættes i stævne online til en live-streamet debat om et aktuelt emne.

 

Arrangementet kan ses på Fredensborg Bibliotekernes Facebook-side og via bibliotekets hjemmeside den 29. marts klokken 19.00-19.45, og det er gratis at se med.

> Se livestreamen med Rane Willerslev og Leonora Christina Skov på bibliotekets facebookside d. 29. marts kl. 19.00.

 

 

Materialer