Forfatteren Iben Mondrup besøger Fredensborg Bibliotek

Den 8. november kan man møde forfatteren Iben Mondrup på Fredensborg Bibliotek.

Den anmelderroste forfatter Iben Mondrup kommer den søndag den 8. november klokken 11-12.30 til Fredensborg Bibliotek, hvor hun vil fortælle om sit forfatterskab med særlig vægt på sin seneste roman Tabita

Iben Mondrup er de seneste år blevet et navn på den danske litterære scene. Hun fik sit gennembrud med romanen Godhavn, som hun også vandt Læsernes Bogpris for. Såvel Godhavn som Tabita foregår i Grønland, hvor Iben selv er vokset op. I Tabita sættes der gennem historien om et søskendepar, der fjernes fra Grønland og placeres i Humlebæk, fokus på et tabu fra Danmarks tid som kolonimagt.

Iben Mondrups besøg hos Fredensborg Bibliotekerne foregår som et led i, at den danske bogbranche i weekenden den 7. – 8. november sætter fokus på bogen og litteraturen ved en lang række arrangementer i hele landet under fællesbetegnelsen Bogfestival. Bogfestival træder i stedet for det årlige Bogforum, der pga. Covid19-situationen har måttet aflyses. 

Billetter til foredraget med Iben Mondrup koster 50 kroner plus gebyr – 40 kroner plus gebyr for medlemmer af Biblioteksklubben – og kan købes på Fredensborg Bibliotekernes hjemmeside eller på et af bibliotekerne i Fredensborg Kommune.

Foredraget vil blive afholdt i overensstemmelse med de gældende retningslinjer i forhold til corona-smittefaren, og der vil derfor være reduceret kapacitet i lokalerne og ikke så mange billetter til rådighed som normalt.

> Køb billet til foredrag med Iben Mondrup
 

Materialer