Fjernt og nært: Kom på biblioteket og hør om verdenslitteratur og kom med til den lokale strand

Fredensborg Bibliotekerne inviterer i slutningen af maj til to arrangementer, hvor man via litteraturen kan få indblik i verden eller blot den lokale strand.

Sommerferien nærmer sig, og nogen er måske i gang med at planlægge rejser til fjerne lande og kontinenter. Som en del af planlægningen kan man 27. maj på Nivå Bibliotek finde inspiration til læsning af bøger, der er skrevet af forfattere i andre dele af verden, end den vi normalt færdes i. Til arrangementet, der varer fra klokken 16-17, vil Fredensborg Bibliotekernes litteraturformidlere Christine Fur Fischer og Mathias Nielsen invitere deltagerne på en farverig, mangfoldig og magisk rejse til steder som Afrika, Asien og Amerika, hvor man kan møde både unge og ældre stemmer fra verdenslitteraturen.

Fire dage senere, 31. maj klokken 10-12, er det igen Mathias Nielsen, som står i spidsen for et litteraturarrangement. Det gør han i selskab med en naturvejleder fra Gang i Fredensborg, og sammen vil de to guider tage deltagerne med på en vandring langs øresundskysten under overskriften ”Ud i naturen og litteraturen”. Her vil man kunne høre om strandens og havets liv og undervejs få læst op af litteratur, der sætter menneskets forhold til hav og kyst i perspektiv.

Begge de to litterære arrangementer er gratis. For ”Ud i naturen og litteraturens” vedkommende mødes man ved ”Oktober 1943”-skulpturen på Peder Mads Strand i Humlebæk. Her er det en fordel at være godt gående, ligesom man skal være klædt på til forholdene.

> Tilmelding til Biblioteket anbefaler verdenslitteratur

> Tilmelding til Ud i naturen og litteraturen