Få hjælp, hygge og fællesskab på biblioteket
Få hjælp, hygge og fællesskab på biblioteket

Få hjælp, hygge og fællesskab på biblioteket

Fredensborg Bibliotekerne er klar med en ny sæson med slægtsforskning, håndarbejde, it-hjælp og meget andet.

Verden forandrer sig med lynets hast, men heldigvis er der også ting, der forbliver de samme. Fredensborg Bibliotekerne vil således også i 2020 fungere som mødested for kommunens borgere, hvor man kan dyrke sine interesser og møde både ligesindede og anderledes mennesker.

De slægtsforskningsinteresserede kan glæde sig over, at frivillig Sten Petersen fortsætter sine populære slægtsforskningscaféer på Fredensborg Bibliotek den første mandag i måneden klokken 10-12. Her kan uerfarne slægtsforskere få gode råd til, hvordan man finder sine aner i både danske og internationale databaser. 

På Nivå og Humlebæk Bibliotek fortsætter it-caféerne hver tirsdag eftermiddag fra henholdsvis klokken 14.00 og 14.30, hvor frivillige står til rådighed med hjælp til dagligdagens it-udfordringer.

Også for skolebørn er der igen planlagt faste aktiviteter. Her fortsætter lektiecaféen nemlig på Nivå Bibliotek mandag, onsdag og torsdag med frivillige undervisere, der hjælper med hjemmearbejdet.

Fredensborg Biblioteks håndarbejdscafé fortsætter også ufortrødent med frivillige kræfter. Her kan strikkedamer m/k inspirere hinanden og have hyggeligt samvær over sokkerne til den kolde tid. Det foregår den 2. februar, 5. marts og 2. april klokken 18.30-21.

For de sangglade er der stadig god grund til at møde op på Nivå Bibliotek tirsdag formiddage klokken 10.30, hvor der er fællessang for alle pengene akkompagneret af frivillige musikere.

Endelig har den forholdsvis nye tradition med samtalesaloner på Nivå Bibliotek bidt sig fast. Her bliver man sat sammen i par og får spørgsmål stukket ud om dagens tema, som man så skal snakke om. Her møder man bare op den første torsdag i måneden klokken 10-12 og afventer nærmere instrukser fra samtaleværterne.

Alle de nævnte aktiviteter er gratis, og man kan læse meget mere om disse og andre nye spændende begivenheder på Fredensborg Bibliotekernes hjemmeside og i vores arrangementsfoldere.

Læs mere her:

Slægtforskning

IT-cafe

Lektiecafe

Morgensang

Håndarbejdscafe

Samtalesalon