Borgerne strømmer til lukket bibliotek

Selvom Fredensborg Bibliotekerne kun har nødåbent, holder borgerne sig ikke tilbage fra at låne bøger.

Som så mange andre har Fredensborg Bibliotekerne på grund af samfundets corona-nedlukning måttet suspendere den almindelige adgang og service. Men den 4. januar kunne bibliotekerne åbne dørene for en nødservice, hvor borgerne fik lov at komme ind på biblioteket og hente reserveret materiale, når personalet havde fundet det frem til dem.

Nødåbningen af biblioteket resulterede i januar i ikke mindre end godt 8.000 besøg fordelt på Fredensborg Kommunes tre biblioteker. De 8.000 besøgende lånte til sammen cirka 9.000 bøger og andre materialer. 

Selvom tallene for januar ligger et godt stykke under en normal januar, er afdelingsleder Maria Björnsdóttir alligevel tilfreds: ”Vi kan mærke, at folk har taget godt imod vores tilbud, og at vi er med til at gøre livet under nedlukningen lidt mere udholdeligt for mange mennesker.”

Digitale lån
Med til historien om de 9.000 udlån fra nødbibliotekerne hører, at de kun udgør en del af det samlede udlån. Mange borgere har både under den første nedlukning i foråret 2020 og i den nye nedlukning taget ebøger, netlydbøger og streamingfilm til sig. Statistikken fra bibliotekernes digitale tjenester eReolen og Filmstriben fortæller således, at brugen af denne type materialer er mere end fordoblet i forhold til januar 2020, og at der i januar 2021 blev udlånt næsten lige så mange digitale materialer som fysiske, nemlig godt 7.500.

Poser og livestream
Ud over at plukke reserveringer fra hylderne har det hovedsageligt hjemmearbejdende personale også haft travlt med andre ting. Et tilbud om poser med kreative sysler til børnene i vinterferien blev revet væk. Den 5. februar kunne borgerne via Facebook overvære et live-streamet arrangement med forfatteren Maria Helleberg. I endnu en livestream fortalte en af bibliotekets litteraturformidlere fra sin hjemmearbejdsplads om klimafiktion. Og derudover har børnebibliotekarerne sendt bøger ud til kommunens daginstitutioner. Mere fra samme skuffer er allerede på bedding, lover Maria Björnsdóttir.

Fredensborg Bibliotekerne er ligesom resten af samfundet foreløbig lukket til udgangen af februar.