Borgerne i Fredensborg er vilde med læseklubber

Der er stor efterspørgsel på læseklubber blandt borgerne i Fredensborg Kommune. Biblioteket tilbyder derfor 16 nye læseklubber i løbet af foråret. 

Læseklubber er ikke et nyt fænomen, men de seneste år er det verden over blevet et stort hit at dele sin læseoplevelse med andre, og både online og fysiske læsefællesskaber er populære som aldrig før.

Hos Fredensborg Bibliotekerne oplever de også stor efterspørgsel fra borgere, der gerne vil mødes med andre bogentusiaster og tale om deres læseoplevelser. Biblioteket har allerede mange faste hold med læsekredse, men for at imødekomme den stigende interesse for læseklubber tilbyder Fredensborg Bibliotekerne nu 16 nye læseklubber. I det nye læseklub-koncept har bibliotekets litteraturformidlere udvalgt et tema for hver læseklub, som spænder bredt fra ”Larmende læsning” med musikalske selvbiografier til debutantforfattere i ”Nye litterære stemmer” og udgivelser fra bl.a. Japan og Nigeria i ”En jordomrejse med litteraturen.”

”Vi oplever en stigende tendens til, at borgerne gerne vil dykke ned i noget særligt litteratur og tale om den med andre litteraturinteresserede. Som bibliotek er det en kæmpe fornøjelse at se borgernes store lyst til at udvide horisonten og få et indblik i, hvad andre oplever, når de læser. I de nye læseklubber mødes man tre gange i løbet af foråret, og på den måde håber vi også at ramme de borgere, der gerne vil have et kort litteraturforløb uden for mange forpligtelser,” fortæller Tania Schwartz, Bibliotekschef ved Fredensborg Bibliotekerne.

På vores særlige læseklubside kan man tilmelde sig og læse mere om de forskellige læseklubber. Den første læseklub hedder ”Tænkepauser” og starter 20. februar. Her læses korte bøger med store tanker.

> Fortsæt til læseklubsiden