Bogsalget er tilbage i Fredensborg og Nivå

På Fredensborg og Nivå Bibliotek kan man fra mandag d. 5. oktober igen købe kasserede bøger til en billig pris.

For første gang siden coronanedlukningen i marts er det nu igen muligt at forsyne sig fra bibliotekets overskudslager af kasserede bøger. På Fredensborg Bibliotek kan man allerede fra fredag eftermiddag den 2. oktober tyvstarte med indkøbet. Her er salget baseret på, at man for blot 50 kroner kan fylde en pose med bøger, men det er også muligt, at købe bøger enkeltvis for 5 kroner stykket.

På Nivå Bibliotek starter bogsalget mandag den 5. oktober. Her er priserne 10 kroner for en voksenbog, 1 krone for et tidsskrift og fyld posen med børnebøger for en 20'er.

På både Fredensborg og Nivå Bibliotek vil bogsalget vare til og med lørdag den 17. oktober. Det vil være muligt at købe bøger i hele bibliotekets åbningstid. Hvis der ikke er personale til at tage imod betaling, kan man betale med MobilePay på nummer 399 268 (skriv "bogsalg" i kommentaren) eller lægge kontanter i en kuvert.

På Nivå Bibliotek foregår bogsalget i et lokale, hvor der højst må være fire personer til stede ad gangen. Vi beder venligst om, at man respekterer dette. Derudover beder vi om, at man altid spritter hænder af, før man bladrer i bøgerne i bogsalget, og i det hele taget overholder de velkendte coronaråd om hygiejne og afstand.