Bibliotekets forårsprogram er ude nu

Velkommen til Fredensborg Bibliotekernes nye forårsprogram, som vi har glædet os meget til at præsentere for jer.

Foråret byder på et væld af spændende oplevelser og arrangementer på biblioteket. Hent det nye program på dit lokale bibliotek, eller læs det online her

Hvis du vil sikre dig billetter, kan du allerede nu hoppe ind på fredensborgbibliotekerne.dk/arrangementer og tilmelde dig. 

Herunder finder du et udpluk af vores mange arrangementer. 

Forfattersamtaler

I foråret lukker vi dørene op for en række spændende forfattersamtaler. Tom Buk-Swienty, som er aktuel med ”Safari fra helvede”, kommer til Fredensborg Bibliotek og gør os klogere på krig, kolonialisme og menneskeskæbner. Senere besøger Benjamin Koppel Humlebæk Bibliotek og fortæller om sin dramatiske og smukke bog ”Annas sang”, som har grebet mange læsere.

True crime

Er du fascineret af krimi, så kan du i maj opleve en helt særlig aften sammen med krimiparret Kim Faber og Janni Pedersen, som sammen med tidligere drabschef Jens Møller Jensen sætter fokus på mødet mellem fiktionens og virkelighedens verden.

 

Foredrag i naturvidenskab 

Vi viser stadig live-stream fra Aarhus Universitet. Kom til de populære naturvidenskabelige foredrag, hvor Danmarks ypperste forskere levende giver et indblik i den nyeste forskning. I foråret er temaer for foredragene bl.a. stjernernes vilde liv, fremtidens RNA-medicin, og hvad vi kan lære af Grønlands indlandsis.

Klima & Bæredygtighed

Vi sætter også fokus på klimaet med et besøg af Jesper Theilgaard, som taler om klimaforandringer, og Nanna Hyldgaard Hansen, der har udgivet bogen ”Lev for det halve”, kommer med inspiration til en enklere hverdag.
Du kan også blive klogere på, hvordan du kan invitere den vilde natur ind i din have, eller hvordan du kan ændre dine madvaner og spise mere klimavenligt. 

I uge 17 har vi verdensmålsuge på bibliotekerne, hvor vi sætter spot på FN's 17 Verdensmål med masser af aktiviteter ugen igennem. Hør den anmelderroste forfatter Charlotte Weitze fortælle om naturen i litteraturen, eller deltag i bl.a. fælleslæsning om klimalitteratur, samtalesalon om klimabekymringer og filmvisning om organiseret vildskab.

Livet på land og i havet

Under Verdensmåltemaerne "Livet på land" og Livet i havet" byder børnebiblioteket hele familien på en masse spændende og lærerige oplevelser i foråret. Mød bl.a. Kristian Gintbjerg fra Ramasjang, når han tager os med på sporet af dinosaurerne. Bliv klogere på naturen på krible-krable-tur, eller lær om årstiderne i teaterstykket "Sikke et vejr"

Vild med bøger

Sammen skal vi også glæde os over litteraturen og de mange fantastiske læse- og sprogoplevelser, den har at byde på. Tildmeld dig en af vores nye spændende læseklubber, eller få inspiration til forårets læseoplevelser, når bibliotekets belæste formidlere guider dig igennem deres personlige favoritbøger til "Årets bedste bøger 2022" og "Bedste nye bøger 2023".

Tag med til en hyggelig aften med "Litteraturbingo & fællesspisning" på Kulturstationen i Humlebæk, eller kom til fælleslæsning og gå på opdagelse i en tekst sammen med de andre deltagere og en læseguide fra biblioteket (find de specifikke datoer under Arrangementer).

Kig forbi børnebiblioteket til Flunkerskattejagt i vinterferien eller ordjagt i påskeferien, og mød Aben Osvald fra Egon Mathiesens børnebogsklassisker i en musikalsk forestilling om drilleri og venskab. 

 

Find mange flere arrangementer, og hent dine billetter på vores arrangementssider

Rigtig god fornøjelse med forårets oplevelser på Fredensborg Bibliotekerne. Vi glæder os til at se jer!