Foto af personalets læsestof

Biblioteket er lukket, men ikke slukket

Fra hjemmearbejdspladserne formidler Fredensborg Bibliotekernes personale den litteratur, man ikke behøver gå på biblioteket for at læse.

Da statsministeren onsdag den 11. marts annoncerede, at blandt andet biblioteker skulle lukke ned på grund af coronakrisen, var der næppe mange blandt Fredensborg Bibliotekernes personale, der tænkte, at der nu skulle slappes af. 

Tværtimod har bibliotekarer og litteraturformidlere lige siden kastet sig over opgaven med at gøre borgerne i kommunen bevidste om, at man sagtens kan bruge biblioteket, selvom de fysiske afdelinger er lukket.

”For mange af os har biblioteket længe været meget andet end lange rækker med reoler med fysiske bøger,” siger bibliotekschef Lise Kann, ”men der er også mange, der stadig kun tænker på biblioteket som et fysisk sted, hvor man kommer og låner bøger, og det prøver vi i denne periode at gøre lidt op med”.

Blandt Fredensborg Bibliotekernes mange tilbud, som kan benyttes uden, at man behøver lette sig fra sofaen derhjemme, er eReolen, som tilbyder et kæmpe udvalg ebøger og lydbøger fra de mindste til de største forlag og for både børn og voksne. 

Filmstriben kan man streame kvalitetsfilm – ligeledes for både børn og voksne – på RB Digital kan man vælte sig i underholdende magasiner, og blandt de lidt mere specialiserede tilbud finder man for eksempel Faktalink for folkeskole- og gymnasieelever og den enorme artikelbase Ebsco Masterfile.

Det er ikke mindst indholdet fra nogle af disse tilbud, som bibliotekarerne i øjeblikket sidder på deres hjemmearbejdspladser og gør reklame for via blandt andet en særlig coronasektion på bibliotekets hjemmeside og på bibliotekets Facebook-side.

”At læse en bog eller se en god film kan være afgørende for den mentale sundhed, specielt i denne tid,” siger Lise Kann. ”Og så er det lige meget om, det er en bog af papir, en film på dvd, eller om de er hentet ned på en tablet.”

Har man spørgsmål til biblioteket, kan man i øvrigt stadig sende en mail eller udfylde kontaktformularen på bibliotekets hjemmeside og forvente hurtigt svar.

De fysiske biblioteker i Fredensborg Kommune er foreløbig helt lukkede til og med den 13. april.
 

Tags