Bibliotekerne livestreamer populære foredrag fra Aarhus Universitet

Bibliotekerne livestreamer populære foredrag fra Aarhus Universitet

Fredensborg Bibliotekerne har tidligere haft succes med at livestreame videnskabelige foredrag fra Aarhus Universitet og fortsætter nu succesen med yderligere tre foredrag.

Humlebæk Bibliotek den 24. oktober klokken 18.45-21.00: Der puttes hvad i vores mad?
I dag er mange af de fødevarer, vi køber, forarbejdet, og de indeholder ofte flere forskellige tilsætningsstoffer. Det ligger os nært at holde øje med de tilsætningsstoffer, som ikke er naturlige for kroppen, men hvad mange ikke ved er, at der tilsættes mineraler og vitaminer til en del gængse fødevarer. Det er en udbredt opfattelse, at man ”ikke kan få for mange mineraler og vitaminer”, men den nyeste forskning viser, at det kan man faktisk godt. Det kan måske slå vores krop ud af balance eller fremme vækst af kræftknuder.
I foredraget dykker lektorer i molekylær cellebiologi Pia Møller Martensen og Lene Pedersen ned i to eksempler, hvor forskningsresultater vækker bekymring mht. forarbejdede fødevarer: tilsætningen af fosfor og berigelsen med B-vitaminet folat.

Fredensborg Bibliotek den 31. oktober klokken 18.45-21.00: Hvorfor mennesket erobrede kloden
Hvorfor forsvandt neandertalere og denisovanere for mellem 20.000 og 60.000 år siden? Og hvorfor vandt vi – det moderne menneske – kampen? Er det den stærkeste, der vinder den evolutionære udvikling eller afgør et samarbejde mellem individer udviklingsforløbet?
Foredraget holdes af professor i bioinformatik, Mikkel Heide Schierup, og
professor i evolution, Trine Bilde.

Nivå Bibliotek den 14. november klokken 18.45-21.00: Inspiration fra naturen
Velcro er en imitation af planten burre, idéer til medicin udspringer af dyr, der er immune over for kræft, og fremtidens kirurgi byder måske på lim inspireret af blåmuslinger. Gennem en række eksempler fra biologiens verden vil professor i zoofysiologi Tobias Wang og lektor i kemi Henrik Birkedal fortælle publikum om, hvordan forskere inspireres af naturens opfindelser til at tænke på nye måder og finde nye materialer og teknologier.  

 

Alle foredragene er gratis, men tilmelding er nødvendig.