Bestil en børnebogpose til afhentning på dit lokale bibliotek

Nu kan man kontakte sit lokale bibliotek i Fredensborg Kommune, og få en af børnebibliotekarerne til at gå på jagt på bibliotekets hylder og finde det allerbedste læsestof til børnene i familien.

Da man på grund af corona-restriktionerne stadig ikke kan besøge bibliotekerne i Nivå, Fredensborg og Humlebæk, som man plejer, for selv at finde de gode pegebøger, billedbøger, fantasyromaner eller letlæsningsbøger, har man nu mulighed for at skrive til bibliotekets børnebibliotekarer. Så vil de nemlig sammensætte et godt udvalg af bøger, som kan afhentes i bibliotekernes nødåbningstid og lånes med hjem.

 

”Der er intet, der kan erstatte en tur på biblioteket, hvor man kan få lov til at dykke ned i de mange spændende materialer, der er, og måske få sig en god vejledende snak med børnebibliotekaren på stedet.  Men vi vil så gerne være med til at opretholde de gode læsevaner derhjemme, så vi håber, at dette tilbud kan hjælpe dem, der synes det er svært at reservere læsestof via vores hjemmeside,” siger afdelingsleder Maria Björnsdóttir.   

 

Det eneste man skal gøre er at udfylde kontaktformularen på Fredensborg Bibliotekernes hjemmeside, hvor man skriver lidt om alder, interesseområder, og hvad ens barn godt kan lide at læse, og så vil man blive kontaktet af personalet.

 

Fredensborg Bibliotekerne har nødåbent for afhentning af bestilte materialer mandag-torsdag 12-17 og fredag-lørdag 10-13.