Yellowstone – Det smukkeste sted på jorden

”Det smukkeste sted” er måske at tage munden lidt for fuld, men hvis ikke det er det smukkeste, så er det i hvert fald blandt top 2.

Der er ingen tvivl om, at der er mange smukke steder i verden. Og hvis jeg skulle vælge et sted at besøge, så ville jeg bestemt vælge et sted med rå natur. Og hvis min kære hustru ellers ville med, så kunne jeg godt finde på at vælge et sted i Amerika.
Men hun vil ikke til Amerika, så jeg må nøjes med at drømme. Eller se verden gennem andres øjne (eller kameralinser).
Efter hvad jeg har set i tv og på internettet, så må Yellowstone National Park absolut være det smukkeste sted i Amerika. Det kunne man sagtens lave en dokumentarfilm om, så en flok dygtige naturfotografer blev betalt af engelske BBC for at lave en af de smukkeste miniserier om årets gang i Yellowstone.
Der er ingen hyperventilerende tåber, der kaster sig over giftslanger eller krokodiller. Ingen sensationssøgende unge mænd, der omhyggeligt iscenesætter deres egen heltemodige konfrontationer med rovdyr i den store størrelse. Heller ingen biler bliver sprængt under småhysteriske klapsalver.
Derimod er der en række optagelser, som helt sikkert vil få dig til at holde vejret. En dyb respekt for naturen er en gennemgående rød tråd, og et roligt tempo fører dig sikkert igennem både flora og fauna i en perlerække af fantastiske oplevelser og helt vildt smukke scenerier.
Man siger tit, at film skal ses i biografen, og her er jeg måske lidt med på den. I hvert fald vil et større TV give dig en større oplevelse. Men uanset skærmstørrelsen, så er det lige præcist en udsendelse, der bliver bedre med et krus te, en kage og en stille aften. 
Det eneste jeg savnede var en ”mute-knap” på lillemor. Det er altså begrænset, hvor mange ”Åh! Se der!”, ”WOW! Så du det?” eller ”Nej, hvor er de kære”, man har lyst til at høre i løbet af de knapt tre timer, serien varer.

 

Materialer